DTH's vedtægter

§1) Håndboldklubbens navn er Dianalund/Tersløse Håndboldklub, forkortet DTH, og er hjemmehørende i Dianalund by, Sorø Kommune. Klubben er stiftet 1/4-1990.

§2) Klubben har til formål at lede og udvikle idrætslivet indenfor klubben ved at skabe sunde rammer omkring idrætten og andet kulturelt virke, og ved at forkynde det kristne evangelium, samt at varetage medlemmernes interesser på det sportslige område.

§3) Klubben er tilsluttet forbundene DHF, SHF, DGI og KFUM, hvis love og vedtægter den fuldt ud anerkender.

§4) Optagelse af medlemmer:

1. Som aktive medlemmer kan optages alle børn og voksne, når de vedkender sig klubbens love og vedtægter.

2. Som passive medlemmer kan optages alle, der ønsker det.

3. Bestyrelsen kan bortvise medlemmer, som ikke udviser en sømmelig adfærd ved sammenkomster eller på idrætspladsen. I gentagelsestilfælde kan bestyrelsen give karantæne/suspendering. Det udelukkede medlem kan anke kendelsen på førstkommende generalforsamling.

§5) Udnævelse af æresmedlemmer:

1. Bestyrelsen kan til enhver tid udnævne æresmedlemmer i DTH. Det sker udfra følgende procedure:

2. Ethvert aktivt medlem i DTH kan foreslå emner til bestyrelsen, vedlagt en motiveret indstilling.

3. Den siddende bestyrelse vurderer, om emnet opfylder visse krav for at opnå titel af æresmedlem i DTH. Følgende kriterier bør tages i betragtning:

3a. Emnet skal have ydet en ekstraordinær indsats i DTH gennem kortere eller længere tid.

3b. Emnet skal besidde den klubånd, DTH gerne vil være kendt for.

3c. Emnet skal være en ildsjæl og igangsætter på alle niveauer.

4. En titel af æresmedlem i DTH bæres for resten af livet, og med titlen følger visse goder:

4a. Gratis medlemsskab af DTH.

4b. Fri adgang til klubbens hjemmekampe og arrangementer.

§6) Klubben skal i videst muligt omfang ved egne idrætslige arrangementer tage hensyn til højmessetiden.

§7) Klubbens bestyrelse består af 7 medlemmer:

1. Formanden, som vælges på generalforsamlingen.

2. Kassereren, som vælges på generalforsamlingen.

3. Fem bestyrelsesmedlemmer, som vælges på generalforsamlingen.

4. Bestyrelsesmedlemmers udmeldelse skal ske skriftligt til den øvrige bestyrelse.

§8) Udvalg vælges på generalforsamlingen eller nedsættes af bestyrelsen. Disse udvalg konstituerer sig selv med valg af formand osv.

§9) Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed, og vælger til bestyrelsen: Formand, kasserer og fem bestyrelsesmedlemmer.

1. Formanden vælges for 2 år ad gangen på lige årstal.

2. Kassereren vælges for 2 år ad gangen på ulige årstal

3. De fem bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen, således at 3/2 er på valg hvert år. Første gang sidder 2 bestyrelsesmedlemmer for 1 år. Dette afgøres ved lodtrækning.

4. Valgbar til bestyrelsen er medlemmer, der er fyldt 18 år.

5. Generalforsamlingen/bestyrelsen nedsætter de fornødne udvalg. Udvalgsmedlemmerne vælges for 1 år ad gangen, dog sidder de udvalg, der er nedsat af bestyrelsen kun til førstkommende generalforsamling.

§10) Omstændigheder omkring generalforsamlingen:

1. Klubben afholder generalforsamling hvert år i maj måned, efter denne er indvarslet mindst 14 dage forud i pressen.

2. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde 5 dage før generalforsamlingen.

3. Regnskabet skal afleveres i revideret stand til formanden senest 8 dage før generalforsamlingen.

§11) Regnskabsåret løber fra 1. maj til 30. april.

§12) Klubbens kontingenter fastsættes på generalforsamlingen.

§13) Følgende punkter behandles på generalforsamlingen:

1. Valg af dirigent samt stemmetællere.

2. Aflæggelse af beretning om bestyrelsens arbejde ved formanden.

3. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab til godkendelse.

4. Fremlæggelse af det kommende års budget.

5. Fastsættelse af kontingenter.

6. Udvalgenes beretning.

7. Drøftelse af det kommende års arbejde.

8. Indkomne forslag.

9. Valg af formand, dog kun på lige årstal.

10. Valg af kasserer, dog kun på ulige årstal.

11. Valg af bestyrelse (+2 suppleanter). (3 medlemmer i lige år, 2 medlemmer i ulige år)

12. Valg af udvalg.

13. Valg af revisor (+1 suppleant).

14. Eventuelt.

§14) Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes:

1. Når et flertal i bestyrelsen finder anledning dertil.

2. Når mindst 20 af klubbens stemmeberettigede medlemmer skriftligt til formanden anmoder herom bilagt motiveret dagsorden.

3. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter , at kravet herom er modtaget og skal indvarsles i lighed med den ordinære generalforsamling.

§15) Beslutningskompetence:

1. På generalforsamlingen har alle aktive medlemmer, der er fyldt 16 år, stemmeret.

1a. Dog har forældre til aktive medlemmer under 16 år, 1 stemme på generalforsamlingen pr. aktivt medlem.

1b. Passive medlemmer har ikke stemmeret på generalforsamlingen.

1c. Dog har alle bestyrelsesmedlemmer stemmeret.

2. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer.

3. På generalforsamlingen afgøres enhver afstemning ved almindeligt flertal, enhver afstemning kan af 1 medlem forlanges som skriftlig afstemning.

§16) Vedr. klubbens formue:

1. Klubbens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for, de for klubben, indgåede forpligtelser, for hvilke, alene klubben hæfter med dens respektive formue.

2. Klubbens medlemmer har ingen økonomiske forpligtelser overfor klubben udover kontingentforpligtelse.

3. Klubbens medlemmer har ikke krav på nogen del af klubbens formue af nogen art.

§17) I økonomisk henseende tegnes klubben af kassereren og formanden i forening, eller af en af disse i forening med et tredje bestyrelsesmedlem. Dog skal hele bestyrelsen på eventuelle fuldmagter, tegningsberettigelser underskrive den samlet. Ved eventuel låneoptagelse kræves hele bestyrelsens underskrifter.

§18) Bestyrelsesmøder:

1. Bestyrelsen fastsætter selv sin dagsorden.

2. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen er repræsenteret.

3. Ved bestyrelsesmøder skal der føres protokol/referat over vedtagne beslutninger.

§19) Klubbens kan opløses, når opløsningen er vedtaget på to på hinanden følgende lovligt indvarslede generalforsamlinger og med mindst 14 dages varsel, og 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor.

§20) Nærværende vedtægter kan ikke ændres uden godkendelse på en ordinær generalforsamling i Dianalund/Tersløse Håndboldklub.

Vedtaget på den stiftende generalforsamling 3. april 1990.
Ændret på generalforsamlingen 16. april 1997 (§17).
Ændret på generalforsamlingen 12. maj 2005 (§15, stk. 1a).
Ændret på generalforsamlingen 30. april 2008 (§4, stk. 2 og 3 - §10, stk. 1 - §11 - §15, stk. 1b og 1c)
Ændret på generalforsamlingen 26. maj 2010 (§5 er ny, førnævnte §5-19 er nu benævnt som §6-20)
Ændret på generalforsamlingen 30. maj 2011 (§7, stk. 4)